Museums - N/A, N/A, N/A
KUNST:form forbinder de opvoksende generationer og deres dannelsesrum med samtidskunstscenen, for at give plads til nye svar på udfordringer i vores fælles kultur og samtid. KUNST:form består af Lene Crone Jensen og Hilde Østergaard. Tilsammen tegner vi kompetencer inden for kunstfaglig ledelse, udstillings- og festivalproduktion, kuratering, formidling, læring og samskabelse. Med udgangspunkt i toneangivende kunstneres praksisser og børn og unges identifikation af brændpunkter i deres liv kuraterer KUNST:form eksperimenterende samarbejder, der resulterer i udstillinger, events og takeovers i kunsthaller og andre offentlige rum. Børn og unges grænsebrydende natur rummer vigtige potentialer. I møder med kunstnere og kunstinstitutioner opstår derfor ofte værdifulde, alternative modeller af virkeligheden, som kan pege på dilemmaer og paradokser i omverdenen. KUNST:form tager børn og unges erfaringer og kunsten lige alvorligt. Vi knytter deres rum og betydning sammen til et modigt laboratorium, hvor æstetisk og demokratisk dannelse er to sider af samme sag. Vores metoder fremmer dialog og forandring i kunstmiljøer såvel som pædagogiske miljøer, og vi udfordrer deltagernes forestillinger om dem selv og andre. Ved at samle aktører på tværs af fag og traditioner kan vi optimere eksisterende ressourcer og organisatoriske strukturer og derigennem kvalificere kunstens relevans for alle parter. Siden 2018 har KUNST:form arbejdet med rådgivningsopgaver for bl.a Copenhagen Contemporary og ART2030 og desuden med udviklingsprojektet IMAGINARIUM, som er støttet af Bikubenfonden. IMAGINARIUM udfoldes i 2018 og 19 mellem kunstnere, kunsthaller, skoler og fritidshjem i hovedstadsområdet. Målet er at afsøge modeller for involvering af børn og unge i konkrete værker, udstillinger og formidling i kunsthallernes professionelle programmer. Et digitalt univers der forbinder deltagerne designes sideløbende, ligesom der produceres film om projektet.