Non-Profit - Virum, N/A, dk
Røde Kors Lyngby-Taarbæk blev stiftet den 31. oktober 1927 som "Lyngby Samariterforening", og har siden begyndelsen været meget aktiv på førstehjælpsområdet. Den dag i dag har afdelingen stadigvæk en meget aktiv samaritergruppe, som bl.a. står i spidsen for samaritternes indsats til Eremitageløbet, sommerens mange vagter på Bakken og Charlottenlund Travbane, samt flere enkeltarrangementer f.eks. DTU årsfester. Derudover afholder vores dygtige førstehjælpsinstruktører kurser flere gange om måneden i vores dejlige hus på Jægersborgvej i Lyngby.I 2011 voksede afdelingen markant i forbindelse med, at Røde Kors Butikken på Lyngby Hovedgade åbnede. Butikken har gjort Røde Kors' arbejde mere synligt i lokalområdet, og siden åbningen har butikken igangsat mange nye initiativer, f.eks. ved at arrangere tøj-bytte-aftener og have sin egen facebook-side.Vores indtægtsgivende aktiviteter gør det muligt for os at gøre en stor lokal indsats for ensomme og socialt udsatte. Vi har et meget velfungerende Familienetværk, som samarbejder med Ungdommens Røde Kors om at lave aktiviteter for familier, der trænger til et pusterum. Vi har også en besøgstjeneste for ensomme ældre. Indenfor integrationsområdet har vi i 2016 startet en aktivitet med venskabsfamilier, og derudover har vi (i samarbejde med Røde Kors Gentofte) en karrierecafé på sprogcenteret samt en aktivitet, hvor vi finder frivillige værger til uledsagede flygtningebørn (værger, der også fungerer som venskabsfamilier). Endeligt er der hvert år sat penge af til, at vi kan sende børn og/eller familier på ferielejr og uddele julehjælp.Derudover har vi en række internationale aktiviteter: Vi en meget aktiv nørklergruppe, som primært strikker tøj, der kan sendes videre ud i verden. Derudover giver vi økonomisk støtte til fem forskellige venskabsprojekter ude i verden, ligesom vi hvert år gør meget ud af Røde Kors Indsamlingen, hvor en stor del af pengene går til Røde Kors' arbejde andre steder i verden.