Amager Lilleskole har eksisteret siden 1968 og har altid været en del af Lilleskolebevægelsen. Skolen er blevet til i et samarbejde mellem forældre og personale, som alle har stor indflydelse på og ansvar for skolekulturen. Skolen er kendetegnet ved at have fokus på kreativitet, faglighed og fællesskab bl.a. ved at have traditioner, som vi glæder os til og forbereder sammen - både elever, personale og forældre. Vi har fx årligt tilbagevendende fester, skolekoncerter, teaterforestillinger, lejrture og fællesfødselsdage.Skolen sigter imod at uddanne borgere med et globalt perspektiv bl.a. gennem undervisning i medborgerskab på alle klassetrin samt udlands- og udvekslingsrejser fra 6. klassetrin. Vi har endvidere et tæt samarbejde og bofællesskab med den selvejende musikskole ALMUS,hvor en stor del af skolens elever går til musikundervisning.Rent strukturelt er vi i det daglige opdelt i et "væksthus" (0.-5. klassetrin), et "udhus" (6.-9. klassetrin) og et "klubhus" (SFO) som udgør vores pasningstilbud for 0.-3. klassetrin. Desuden har skolen et administrationsteam, der udover skoleleder og viceskoleleder tæller en sekretær og en bogholder. Det er vigtigt, at afdelingerne fungerer hver for sig, men at der også er en høj grad af engagement og samarbejde på tværs af afdelingerne for at sikre de bedst mulige rammer for skolens elever og personale.