Danmarks ambassade i Oslo har navnlig til opgave aktivt at formidle og fremme danske holdninger og synspunkter og gennem analyser og vurderinger af den politiske og økonomiske udvikling i Norge at holde danske myndigheder orienteret om områder af særlig interesse for Danmark. Derudover yder ambassaden hurtig og effektiv bistand til danske statsborgere i Norge samt udbreder kendskabet til Danmark, danske holdninger og dansk kultur.Det norske marked er et af Danmarks store nærmarkeder, og som udgangspunkt er Danmark og Norge meget lig hinanden, hvad angår erhvervsmæssige og kulturelle aspekter. Således er det også forholdsvis enkelt at komme i gang med at gøre forretning i Norge. Dog er der nogle faktorer, som det er værd at være opmærksomme på. The Trade Council er den del af Udenrigsministeriet som løser opgaver for private virksomheder inden for eksport, innovation, internationalisering og investeringsfremme. Invest in Denmark, Danmarks nationale investeringsfremme organisation, er en del af The Trade Council og arbejder for at tiltrække udenlandske investeringer og virksomheder til Danmark.